Road Racing på Moto Guzzi.

Dette er en fortsat historie jeg har skrevet som indlæg i Targa Florio, Guzzi klubbens medlemsblad.

Historien starter med sæsonen 2004.  Jeg startede jo med at få licens i år 2000. men mine første 2 indlæg som også omhandler opstart på BSA 500 er desværre bortgået sammen med en computer som fik virus. De er nu scannet ind og ligger til sidst på denne side.

Historien er naturligvis ment som underholdning, men også som appetitvækker til andre som kunne ønske at starte med Classic Road Racing.

God fornøjelse med læsningen

Ciao, Søren.

Part. 3

Part. 4

Part. 5

Part. 6

Part. 7

Part. 8

road-racing-pa-moto-guzzi-part-9

Road Racing på Moto Guzzi Part 10

Road Racing på Moto Guzzi part 10 race 2

Road Racing på Moto Guzzi part 10 race 4

Road Racing på Moto Guzzi Part 10 The final

Road Racing på Moto Guzzi part 11 – del 1

Road Racing på Moto Guzzi Part 11 del 2

Road Racing på Moto Guzzi part 11 finaleløbet

Road Racing på Moto Guzzi Part 12 del 1

Road Racing på Moto Guzzi Part 12 del 2

Road Racing på Moto Guzzi Part 13 – 1

Road Racing på Moto Guzzi part 13 del 2

Road Racing på Moto Guzzi Part 14 del 1

Road Racing på Moto Guzzi part 14 del 2

Road Racing på Moto Guzzi – Part 15

road-racing-paa-moto-guzzi-part-16

Road Racing på Moto Guzzi (TF, oktober 2003)

Part one.

Det startede med at jeg rundede et skarpt hjørne i år 2000.

Det har jeg gjort så tit, ude i trafikken altså, og rent aldersmæssigt er det da også blevet til noget, men nu var jeg altså fyldt 40 år og hvis det nogensinde skulle blive til noget, det med at komme ud og køre race, altså rigtig race på motorcykel, så var det jo nok ved at være på tide.

Det er jo noget jeg har gået og snakket om i mange år, når jeg får tid! Når jeg får råd! Når!

Altså dem som snakker mest, det er som regel også dem som får gjort mindst ved tingene, så jeg klappede i for en stund, meldte mig ind i Road Racing Fyn og troppede op til debutantkursus på Vandel en helt almindelig lørdag i april. Ja-ja, selvfølgelig kørte vi selv derop, der var jo nummerplade på.

Min røde Le Mans III var i dagens anledning udstyret med jerntråd på alle udsatte oliepropper og støttebenene var afmonteret. En olieopsamlingsdunk til alle udluftninger var monteret hjemmefra og så skulle lygterne lige tapes, og så var vi klar.

Det blev en heftig dag. Jeg startede sammen med „stor B” 600 til 1300 ccm. Der blev gaet til makronerne, og til stålet bogstavelig talt. Der var flere cykler i botanikken end på banen en overgang, men det var jo også alle sammen bambusraketter, alle undtagen mig og Guzzien. Og vi holdt os på hjulene, og vi klarede den skriftlige prøve og da dagen var gået kunne jeg skrue nummerpladen på igen og køre hjemad med ro i sindet, for nu havde jeg taget min licens.

Men jeg skulle jo ikke køre sammen med de der hurtige japanere, jeg skulle jo køre Classic, det er de „gamle” cykler, klassikerne jeg brænder for, så Le Mansen måtte gå for at være fra 1979 for så kan jeg deltage i ,,forgotten Era” klassen i classic regi. Jeg deltog i 2 afdelinger af nordisk mesterskab på Vandel i 2000.

2001 var jeg mere forberedt på og havde også fået min 500 BSA samlet så nogenlunde så nu havde jeg 2 cykler med til race. Igen Classic cup på Vandel, lidt træningsløb og så afslutning med Søhøjlandets TT, et gadeløb ved Ry. Meget smalle veje, masser af regnvejr og masser af sjov og ballade. BSAen lavede en samlet 8 plads og Guzzien og jeg scorede en samlet andenplads i den store klasse. Det var skønt, op og stå på skamlen allerede i den anden sæson. Nu skulle der ske noget, nu skulle det være alvor.

Ja-ja, nu snakker jeg igen. Og ingenting sker. Der kom lige et større ombygningsprojekt på huset i gang. En meget nødvendig og længe udskudt renovering af køkken, bad, bryggers og så lige en fuld førstesal. så der var ikke noget race i 2002, slet ikke.

Og her i 2003 er jeg stadig ikke færdig med huset, men jeg er i gang på banerne igen.

Nu vidste jeg jo hvad jeg ville, så jeg havde fået byttet mig til en god LM I motor og Giovanni havde fundet et stel mm. til mig, så da vi havde varet i Italien og hente cykler og stumper i foråret 2003 var der dele nok til at samle en Le Mans racer.

Det tager 2 aftener at samle en racer, med det hele. Når det er en Guzzi altså. Okay der var nok lidt mange strips til at holde de sidste dele på plads, men nu var det en rigtig racer, ikke en gadecykel.

Classic cyklerne var inviteret med til Road Racing festival på Jyllandsringen i maj. Vi skulle køre opvisningsløb efter løbene om lørdagen, så der var blot lidt opvarmning, en kort pause og så ud til start. Det var hårdt, jeg var temmelig rusten og cyklen var helt anderledes at køre på i det nye ,,racertrim”. Men det var sjov, det var god træning og jeg sluttede på en 8. plads i det brogede selskab, hvor også sidste års nr. 1 og 2 i europamesterskabet deltog. Det er meget hurtige folk og jeg blev da også distanceret med en omgang af de hurtigste. Min bedste omgangstid var 1.03

Det var da en god start og i de mørke nattetimer i de følgende uger blev strips udskiftet med beslag og cyklen trimmet til 205 kg. Tanket altså.

Sa kom sommeren for alvor og i juli skulle vi til den splinternye Padborg Park og prøve om man kan køre motorcykler der.

Min egen klub stod som arrangør, et flot initiativ når man tænker på at det koster 150.000,- bare at leje banen for en weekend. Dertil kommer alt det løse, ambulancer, tribuner, toiletter osv., alt i alt en udgift på ca. 300.000 og ingen garanti for at de kommer ind igen. Men det blev gjort og vi var der og vi morede os pragtfuldt.

Jakob og jeg har lavet vores eget lille Italienerteam. Jakob er en sikker mand på sin 350 Moto Morini Sport og jeg tager så den store klasse med Le Mans’en. så vi kan hjalpe og supplere hinanden ude på de vilde racerbaner.

Padborg Park er jo en bilbane, og helt ny så vi skulle alle til at finde os til rette på banen. Banen er bygget til bilrace, med curbs og autoværn og helt flad, men den var faktisk ret god også til motorcykler, da vi først kom ordentligt i gang. Der var langsomme sving, hurtige sving, lette passager og så en enkelt helt umulig passage som slet ikke var til at finde ud af.

For mig kom det hurtigt til at dreje sig om at få så meget fart på cyklen som muligt ud af svingene til de to langsider. Den kørte hen mod chikanen og så den brede snævre højre mod den skønne lange megalange, super-langside. For er der noget Le Mans’en er god til, så er det at høvle langsider.

Senere på dagen fik jeg også taget på de meget særprægede sving og til sidst kunne jeg også „brække” rimelig rask igennem Magnussen-kurven, jo nu begyndte det at ligne noget.

Tiderne var nu nede på ca. 1.22 for en omgang og jeg havde startplacering i 2. række til lørdagens indledende løb. Der blev simpelthen afviklet et heat sent på eftermiddagen som skulle afgøre startopstillingen i søndagens publiklimsløb. En veloplagt Villy Poulsen speakede med stor entusiasme og så var det jo bare at komme i gang. Starten gik fint og efter forste omgang lå jeg stabilt på en fierdeplads og dermed til startopstilling i første rakke, da der pludselig kom ,,skred i tingene”.

En Yamaha var uheldig og lækkede olie på en stor del af banen, og pludselig var den hurtige Triumph Trident med den forsvarende europamester Jens Folmer Kroon ude af billedet. Det var der altså også flere andre der kom, ud i botanikken altså, og da jcg havde talt 7 cykler ude i rabatten valgte jeg simpelthen at køre i pit for ikke at ri-sikere samme skæbne. Der lå jeg vist på andenpladsen på det tidspunkt, men skidt nu med det.

Straks efter at jeg var kørt ud blev løbet flaget af pga. den glatte bane og jeg mente nok at jeg var blevet noteret på den sidste omgang, men ak og ve, da søndagens startopstilling blev slået op var jeg anbragt sidst og helt ude til højre i banen, meget surt show.

En rask warm-up søndag formiddag ændrede jo ikke på startopstillingen, men overbeviste mig om at Guzzien og jeg var helt klar til eftermiddagens løb. Tidspunktet oprandt, det var meget varmt i læderdragten og vi skulle køre 18 omgange, dvs. næsten en halv time for fuld kraft, det er næsten for spændende.

Et sidste nervepirrende check fra officials og så er vi på banen. Finde pladsen, hov, første mand i min startrække er der ikke, han må have fået maskinskade og ikke stillet til start og hvad er nu det, Kjeld med Kawasakien lige foran mig trækker ud i rabatten, jeg tror at en official har taget ham ud, så nu er der kun en mand i min række foran og så lige et felt på 15 mand til venstre og foran. så går starten, ikke tyvstarte, vent til de andre ruller og så sender jeg Guzzien af sted, ned af langsiden i et uimodståeligt ryk, forbi hele feltet og lige op på siden af Jesper Brons på BSAen som var den sidste mand foran mig i rækken. Godt at han også var hurtigt af sted for vi gik først ind i 180 graders venstresvinget for enden af start-langsiden og så var det bare af sted, Jesper er hård og lukker i andet sving 90 grader til højre men allerede i tredje sving, den lange hurtigere venstre hvor man kommer ind fra ryttergården går jeg forbi på ydersiden og nu er jeg i front. så skal den bare have noget gas. Helt over til venstre og så hårdt ned til hojre og meget hurtigt igennem højresvinget og ud på den korte langside. Det var her Kroon smed Triumphen i gar så det risler koldt ned mellem alt den varme sved på ryggen. Kort langside, fuld roulade, helt ud til højre, hård opbremsning slippe bremserne og hurtigt venstre-højre gennem chikanen. Få ro på cyklen i en lang højrebue og helt ud til højre i banen og så lægger vi den ind i Magnussen-spiralen, mere og mere og mere sving mens der holdes stramt på gassen. Nu har jeg luret denne her kurve, cyklen rettes op i et ryk og jeg bremser kraftigt og i lige linie ned mod bunden af svinget, slippe, skarpt venstre rundt og så gas på venstre stadig venstre ikke for meget gas så skrider vi, helt ud til venstre stort sving og så højre rundt rundt rundt, bruge hele banen, få alt det fart på der kan komme i Guzzien rundt og ud på den befriende lange langside. Her kan ingen røre mig, her er jeg kongen, lige nu, jeg høvler ned forbi tilskuerne, forrest, der er mange der står og kigger, der er mit mærke, bremse bremse bremse, få styr på alle kiloene, helt ud til højre og så igen skarpt venstre gennem 180 grader svinget.

Det skulle jeg så bare gøre 17 gange mere uden at vælte, og det gjorde jeg så. Jeg ved ikke hvornår Keld kom uden om mig på Nortoncn, men han kører i en anden klasse end mig og så kører han så gudesmukt at det skal han til hver en tid have lov til, men de andre, de fik ikke lov til at komme udenom. Vi holdt pladsen alle 18 omgange og jeg var stolt som en nybagt far da jeg blev kaldt op på podiet, til førstepladsen, til Italiensk champagne og pokal. Det kan ikke beskrives, det var sådan et stolt øjeblik og knægten nåede heldigvis at tage billeder af det hele. Det var godt at hele familien var kommet og fik det hele med. En Guzzi på førstepladsen i Road Racing, det er ikke så tit det sker.

Planmæssig sammenpakning og så hjem til Fyn igen, jo vi skulle lige ind forbi Capri Ristorante og fejre den gode dag med Franceskos pragtfulde Italienske mad og så hjem i seng.

Næste optræden på de snoede asfaltstrækninger var Ring Djursland, men den historie gemmer vi til næste nummer. Og så skal vi da også lige huske Ry TT lørdag den 13 09 03. Der skal vi også med.

Mange hilsener fra Fyn

Søren Holm.

Ps. Til dem som gerne vil have sidste nyt fra “fronten”, kan det anbefales at kigge på min hjemmeside, www.midtfynsmcimportdk under “nyhedsbrev”. Der opdaterer jeg ca. hver den første de ting som er sket siden sidst, med lidt billeder og tekst. (Red. anm.: Sørens gamle hjemmeside eksisterer ikke mere, men når du læser dette, så har du fundet den nye)

Road racing på Moto Guzzi – 2. omgang (TF, januar 2004)

Part two.

Kan man blive afhængig af knæpuder? Fortæller og road racing-kører Søren Holm kan!

Vi er stadig i sæsonen 2003.

Det gik jo fint på Padborg, men denne gang skal vi op på Ring Djursland og køre. Det er en DM afdeling for alle de “rigtige” klasser og så er hele classic gruppen inviteret så der er noget interessant til tilskuerne at kigge på og lytte til.

Hele familien var med og vi havde lejet en hytte på Touring Campen, som jo ligger lige cirka 5 km fra banen.
Jeg havde Le Mans raceren og så lige en V50 til at køre frem og tilbage fra banen, Guzzier er altså praktiske køretøjer.

Teknisk kontrol klaret allerede fredag aften, og så op på campen til varm aftensmad og en rigtig briks at sove på, det er ren luksus.

Loødag. Classic-cyklerne var alle sammen slået sammen til en klasse og vi kom på banen til fri træning kl. 16:40, efter at alle andre klasser var færdige. 20 minutter til at finde sig selv og banen og så pakke sammen
og tilbage til campen, den varme mad og hjemlig hygge i godt selskab med en mængde andre motorcyklister.

Søndag. Nu er det alvor. Warm-up kl. 9:00 og nu var den ved at være der, svingene begyndte at virke. Ring Djursland er min absolutte favoritbane, den går skønt rundt op og ned hele vejen og så er det den eneste bane jeg har lidt erfaring med i forvejen. Tiden for en omgang på 1,75 km er nu 1:06 og jeg ligger pænt som nr. 7 ud af de 19 startende.

Teamkollega Jacob havde problemer med transporten, så han nåede først at være klar til at køre til tidtagningen, uden træning. Det var hård kost, lige på og hårdt.

Tidtagning, kl. 11:40, nu gælder det startplaceringen og nu kører vi virkelig stærkt.. Ring Djursland er en skøn bane. God asfalt og udfordringer hele banen rundt. Der er ikke et eneste øjeblik, hvor man kan slappe af.

Tiden er nu nede på 1:04 og jeg kører virkelig stærkt. Guzzien er begyndt at skrabe på i svingene, sådan nogle Agostini fodhvilere giver sig ikke, men de får en ny facon undervejs. Dækkene bliver brugt helt ud til kanten, dette her går alvorligt stærkt, 98,325 km/t. i snit, sådan helt præcist.

Tiden rækker til en 5. plads og dermed placering i anden startrække. Det er rigtig godt og der er over et halvt sekund ned til den næste.

Løbet, kl. 16:25. Vi er kolde og vi er klar, Guzzien er perfekt og jeg er da også rimelig fit for noget seriøst race. Vi skal køre 15 omgange på den snævre bane, så det er bare om at komme godt fra start. Ud på banen, hen til startblokken, prøveomgang og så er vi klar, nu skal det være.

Lyset slukker, perfekt start, Jeg kommer ud af første sving som treer. Poul Jørgen Taul og Jens Kroon. på de hurtige Triumpher. går rask fra mig og snart efter kommer Eli Lyck på Suzukien og Torben på BSA udenom, skidt så skal vi bare holde fast.

Hvad så!!!! Skal I lige med en tur rundt på den dejlige Ring Djursland? Okay, hold godt fast.

For enden af den korte publikumslangside bremses hårdt og cyklen lægges højre rundt. Det er et stort åbent sving ved indlægningen, men det snævrer ind og slutter inde i rækværket mod pitten, hvis man ikke får det taget rigtigt, med et stort sving helt fra starten, så stort sving, hen over det ujævne, lige akkurat fri af rækværket og så ud på pitlangsiden . Fuld kraft fremad og ud mod højre side af banen.

Nu dykker vi ned mod næste sving og et langt øjeblik kan man ikke se banen forude, bremse ganske kort,
slippe bremsen og ud over “kanten” af bakken, nu kan vi se hele banebredden igen. Ned i bunden ude til højre i banen og fuld opbremsning. Alt hvad vi har af affjedring og løse genstande (hoved og den slags) er trykket fuldstændig i bund, slippe bremsen og stor bue venstre rundt, mens banen går lidt opad igen, så nedad igen stadig venstre rundt ned og så opad igen med fuld nedlægning, det er en hel karruseltur, gas på ikke for meget for ikke at skride ud, cyklen rettes op og fuld gas videre op af bakken, helt ud til venstre oppe på toppen, bremse hårdt og skarpt højre rundt i “spejlægget”, stort sving og meget fart på ud af svinget, et kort stræk ligeud, helt ud til venstre, bremse let, slippe bremsen og så ud over kanten og her er det virkelig en afgrund vi kaster os ud i. Jeg er hundeangst hver gang på dette sted, ned og ned går det, styr på cyklen, højre rundt, endelig kun fange cyklen på gassen, let gas stort sving højre rundt og rundt, mere gas, fange svingets inderkant helt henne i den sidste tredjedel, ned, rundt og op igen stadig med fuld nedlagning og nu med fuld gas, rette op og op over bakketoppen, Guzzien letter et kort øjeblik med forhjulet, så er det fuld skrald ned afpublikumslangsiden.

Det var lige en omgang, tivoli kan godt gå hjem og lægge sig, dette her er rutchebane så det fløjter.

Vi er halvt henne i løbet og jeg bliver hårdt forfulgt af to Nortoner. Jeg kører hurtigere og hurtigere for at holde dem på afstand og for enden af publikumslangsiden trækker jeg mit bremsemærke lidt for langt. Overbremsning afbaghjulet, cyklen sejler lidt, slippe bremsen og bremse igen, hyl og skrig fra dækkene, pokkers, ikke køre af banen nu, de mange bremsespor ud i gruset taler deres tydelige sprog, Guzzien på tværs, nu skal den stoppe, næsten helt på tværs, nu slipper jeg altså bremserne, gas og så er vi igen på vej rundt i svinget. Men nu bag de to Nortoner. Pyha!, det var tæt på, men så videre og jage efter dem. Men de er hårde og jeg kommer ind som nr. 7 i det 21 mand store felt.

Det var fint nok og den rigtige placering til mig, vi må videre med træning og trimning af cyklen. Ring Djursland er altså en pragtfuld bane.

Og allerede 4 uger senere kommer vi til årets sidste løb, altså i Danmark. Det er Søhøjlandets TT i Ry. Igen ovre i Jylland, det er der det sker altså!!

Et TT-løb adskiller sig væsentligt fra de øvrige løb jeg har beskrevet, da det foregår på en stump offentlig vej som til lejligheden er lukket af for trafikken. Ja og så skal man jo lige huske at få den lokale politimyndighed med på ideen. Det er en ikke uvæsentlig detalje.

Så der ligger lige 4 km smal og ujævn asfaltvej omme bag Dover kirke, som man en gang om året kan køre rigtig hurtigt på, fordi en samling gode folk gør et enormt stykke arbejde for at det kan lykkes. Og det lykkedes i høj grad.

Arrangementet klappede perfekt og vejret var pragtfuldt med stille vejr, høj himmel og sol for det meste. Der var arrangeret crosskørsel på markerne, både stor og lille bane samt en del andre “events”, så det var simpelthen en HAPPENING af de bedre, med motorcykler på enhver måde. Rasmus havde Kawasakien med og kørte næsten hele dagen med et stort grin på.

Her ovre på Fyn har vi plan om at lave et tilsvarende arrangement ved Tommerup næste efterår. Fyns TT, hvad siger I så? Men det er et stort arbejde, som vil foregå i Road Racing Fyn regi, vi håber og arbejder for at det lykkes.

Nå men jeg snakker meget, det er vel egentlig også fordi selve løbet ikke var nogen succes for mig og Guzzien denne gang.

Le Mansen lavede knuder og ville ikke trække rent i de høje omdrejninger og efterhånden som den blev rigtig varm blev det helt galt. Og på en “bane”, hvor hastigheden 3 gange er over 200 km/t, er det altså topfart og accelleration der skal bruges. Så derfor, nedtur og øv-bøv denne gang, men ellers var det jo en pragtfuldt dag.

Jeg har sporet fejlen til Lucas tændingsanlægget, Jeg tror at vi går over til Dynatec til næste sæson.

Teknisk kontrol om morgenen, Guzzien er naturligvis helt i orden og klargjort, og så ud til opvarmning. Men her viste det sig hurtigt, at den ikke gik rent på toppen, gennemsnitshastigheden lå på ca. 115 km/t og bedste omgangstid rakte til en startplacering som nr. 6 i den store klasse over 501 ccm.

Jeg har dyset cyklen lidt om hjemmefra, så jeg skynder mig at dyse tilbage til det oprindelige, den plejer jo at gå rigtig klokkerent, og så ud til første heat.

8 omgange rundt på de 4 langsider og gennem de 4 højresving. Ikke nogen spændende bane, men særdeles krævende på de smalle sogneveje, med både hop og ujævn asfalt.

Det er svært, spændende og særdeles krævende for chauffør og cykel at komme rask rundt her. Motoren sætter kraftigt ud over 6000 omdr. og jeg slutter første heat på 6. pladsen. Gennemsnitshastigheden er nu oppe på ca 125 km/t, men jeg undgår kun akkurat at blive overhalet med en omgang af Jens Folmer Kroon på den meget hurtige Triumph.

Vi hekser med tændingen i pausen, en stroboskoblampe er fremtryllet og tændingen er sat lige i øjet til de høje omdrejninger.

Guzzien har det fint nu, den brummer velfornøjet og så er vi klar til andet og sidste heat. Starten går og vi skyder af sted med fulde omdrejninger, rundt i første sving og jeg ligger treer lige efter de to hurtige Triumpher. Guzzien går fantastisk, den har aldrig været hurtigere, hen over det første hop lige i smækken på Trumphen. Forhjulet går i vejret over hoppet og bliver oppe i laaaaang tid. Næste hop, jeg bremser lige lidt, lille hop og så videre, men nu kom Eli Lyck på Suzukien indenom og klemmer mig ud i andet spor i svinget, videre ned af langsiden, jeg er lige på siden af ham og trækker lige så hurtigt af sted, men hvad nu, nu gør den saftpetersprøjtemig igen. Hakkedihakkedihak, ned af langsiden, øv nu gik det ellers lige så godt. Vi hænger på så godt vi kan, men nu kan den knap gå til 6000 omdr. Og den går slet ikke under 3000, vi gennemfører ca 2/3 af løbet, men så er det slut, vi ruller i pit og lader de andre køre resten af løbet. Men ellers var det jo en pragtfuld weekend.

Vi kører ikke mere i år, men planerne for vinterens byggeprojekter er mange. Jeg skal lige have huset bygget helt færdigt først og så skal Le Mansen enten laves til ren 1972 Le Mans type 0, eller til ren 750 sport. Vi får se.

Og så er der jo også en V65’er på vej, så jeg kan køre i den moderne klasse Rookie I. Jeg kan ikke være konkurrencedygtig her, men jeg kan få en masse træning og så skal Guzzierne jo altså ud og vises frem på de de Danske baner, nemli!

Ciao, Søren.

Part 10. første afsnit.