April 2020

En fantastisk 2020 classic road racing sæson hænger nu fuldstændig i laser. 

Alle større begivenheder og sports arrangementer er skrinlagt til og med august måned.    Corvin 19 trækker dybe spor. 

Så kan vi nok afholde DM med kun et enkelt løb på Ring Djursland som det ser ud lige nu. Det er rigtig synd for de mange gode folk som har knoklet med planlægning og aftaler som for nogen`s  vedkommende har strakt sig over flere år. 

Men sådan er det bare. Så må vi glæde os til sæsonen 2021 og måske gå og pille lidt mere med vores motorcykler. De er ellers helt klar både Den Grønne og lille Tonti. 

Af lyspunkter skal nævnes deltagelse i vintertræffet på Sjælland. Datter Jenny var med og deltog aktivt på tekniksiden da “Gamle Holm” holdt foredrag om hvad det egentlig er for noget at køre Road Racing – og ikke mindst Hvorfor man gør det.

Foredraget gik rigtig fint med power point fremvisning, rockmusik og nedslag i denne efterhånden ret omfattende hjemmeside med informationer om de seneste 20 års classic road racing i Danmark – fortalt af “ham selv”  

Ja bølgerne gik så højt midt i foredraget at brandalarmen slog til – måske mest grundet røg i køkkenet – kun en tåbe frygter ikke stegt flæsk med persillesovs – så der blev lidt uro på tilskuerrækkerne og jeg missede nok nogle af mine “punch lines” og buzz words – men gode folk fik slukket for a – larmen så foredraget kunne afsluttes i god ro og orden. En glimrende dag i gode folks selskab og det stegte flæsk smagte pragtfuldt – tak for det Helge.

Nu håber jeg så at blot nogle af deltagerne til foredraget følger min opfordring til at byde ind her på siden med deres kommentarer og inputs. Og måske med et foto eller to, det med at tage billeder fik jeg ikke gjort den weekend. 

Mange gode hilsener her fra Fyn

Ciao Søren. 

Skriv en kommentar